I 19/20 sæsonen tilbyder vi 2 medlemskaber: Normal og Premium - læs mere under nyheder. Man kan også finde Danmarks bedste fanklub i forhallen til alle hjemmekampe.

 FHK danser rundt om Elbohallen med Kolding IF i 2. halvleg; først den ene vej, og så den anden vej i en sådan grad at koldingspillerne formentlig stadig er rundtossede. 🤪
14-7 vinder vi anden halvleg med, og dermed kampen med 30-24!

Ingen hemmelighed at Kolding IF er det hold i Danmark vi helst vil slå - ALTID! 
Sæsonens to største ønsker er sejr over Kolding og oprykning til ligaen.
Nu har vi allerede fået det ene ønske opfyldt. ❤️🖤

1. halvleg

Kolding kom med stor fysik, men en meget smal trup, der nok kan få dens udfordringer i ligaen.
I kampens indledning var fysikken dog stor nok til at mase vores defensiv flad, og spille skytterne op til frie skud. 
Den gamle røver, Irming, lukrerede på dette i kampens første kvarter, hvor han scorede eller assisterede næsten efter behag. 
9-5 lød Koldingføringen på efter 15 spillede minutter, hvor vi kunne takke Tellerup i kassen for at KIF, trods alt, ikke havde bragt sig foran med større margin.

Vi afsluttede også for svagt i denne periode, hvor skytterne ofte selv bar bolden i fart. Og den slags afslutninger er mad for bundrutinerede Anders Petersen, der tog med hænder og fuldskæg. 🧔🏽

Cirka på dette tidspunkt, stemplede Bisgaard på fløjen og Rune i bagkæden ind med klassescoringer, og bringer os på minus 2 ved 12-10.

Kolding bragte sig dog atter foran 17-13, inden RØD STUE leverede et brag af en afslutning på 1. halvleg, godt hjulpet på vej af lidt forkølet spil i Koldings angreb.
Med 20 sekunder igen reducerer vi til 17-15. På de tyve sekunder lykkedes det KIF at få fjumset bolden af hånde i angrebet, så Stoklund kan score i tomt mål lige inden buzzeren lyder, og bringe RØD på minus 1 17-16 ved pausen. 👍🏼

2. halvleg

Der går omkring 3 minutter uden scoringer, men så er det ellers FHK, der er i teten. 35 minutter spillet og vi er oppe med en ved 17-18.

Langsomt men sikkert trækker vi fra. Vi øger med 1 for hver 5 minutter spillet. 18-20 efter 40 min og 19-22 efter 45 minutter.

Jimmi lukker HELT af i kassen i en usædvanlig lækker kombination af plankeværk, mur og kevlar! 

Det er tydeligt at se, at der i pausen er blevet talt om at gå til stålet i forsvaret. Det koster på udvisningskontoen (også et par dumme), men det løfter det vidt besungne fredericianske voldanlæg flere klasser, så selv KIFs store bamser slår sig på volden og falder til jorden. 👊🏼

På fysikken bliver Koldings smalle trup også tydelig. De ser ud til at være pumpet for kræfter, mens vi bare skifter friske fyre ind af høj klasse ud over det hele. 😎

Kolding prøver en sidste Hail Mary med 6 minutter igen, hvor de tager timeout nede med 5 22-27.
Lige lidt nytter det mod den røde overmagt og en flok kogende ULTRAS, der i dag bare var mindst en klasse over ærkerivalerne, og sikrede sig en klokkeklar og fuldt ud fortjent seksmålssejr på 24-30! 😍

Set og hørt i hallen.

- TSIF kender tilsyneladende ikke til ULTRAS, så vi blev placeret i et blandet afsnit med familier på første række. Som de gentlemen m/k vi er, vaskede vi derfor vores mund med sæbe og sparede lidt på horn og flotte gloser 😆

- Meyer på stregen vokser både fysisk og spillemæssigt for hver kamp. Klasse i forsvaret i dag! 👊🏼

- Krarup brillerede igen i dag med lynhurtigt tilbageløb, svæv ind over feltet og opsnapning af forsøg mod tomt mål fra Kolding 👏🏼

- Irming kunne ikke/fik ikke mulighed for at holde niveauet fra 1. halvleg. Da han har en del år på tælleren, tilbød ULTRAS ham fluks både en rollator og et mimrekort 😁

- Når vi snakker om alder, så gav vores egen "Der Alte" i form af Peter Nielsen fuld gas, og kastede sig ikke mindre end 3 gange efter bolde og andet godt 🤩

- Unge Kasper Haudrum kom på banen tilsidst og takkede for tilliden med FHKs sidste to scoringer ✋🏼

- Tøndertræner Torben Sørensen blev spottet i hallen. Det forekom os at hans smil var stivnet en lille bitte smule, da han ilede ud af hallen med 5 minutter igen... 😉

- Efter kampen var der ros fra flere koldingspillere til Jimmi, der havde lukket dem helt ned

- Ros var der også fra den tidligere landsholdsspiller Lars Krog Jeppesen til ULTRAS og FHKs bestyrelse. Han synes det var et meget spændende projekt vi har gang i, og var imponeret over den mængde af dygtige unge spillere vi havde på holdet

Status er at vi i 3 af 5 træningskampe har mødt ligahold. Vi har tabt en med 1 mål og vundet to forholdsvist sikkert. Det er KLASSE og det dufter af en herlig sæson, når blot vi husker at kampene ikke vinder sig selv, og hele tiden optimerer på de ting vi kan gøre bedre. ☝🏼

I aften var en STOR aften - vi eeeeeeelsker at slå Kolding! ❤️🖤

Næste træningskamp søndag klokken 16.30 ude mod TMS Ringsted. ULTRAS sender naturligvis en lille delegation! ❤️