I 19/20 sæsonen tilbyder vi 2 medlemskaber: Normal og Premium - læs mere under nyheder. Man kan også finde Danmarks bedste fanklub i forhallen til alle hjemmekampe.

Sejr i træningskampen mod ligaholdet fra Mors-Thy i Lalandia!

Lad os sige det med det samme. Mors-Thy blev blæst direkte ud af hallen, rundt på bowlingbanerne, op i vandrutchebanerne og i det hele taget hele vejen rundt i den manege, der samlet set udgør Lalandia, Billund! 👊

1. halvleg

Straks fra kampens start tog RØD STUE greb om sagerne. I den ene ende brillerede Elmgaard med to scoringer efter glimrende frispilninger. Den første sat ind med hans signaturskruebold, uden chance for Søren P, der har skiftet Aalborg ud med Mors. Han sprællede forgæves som en fisk i nettet. 👏

I den anden ende lagde Tellerup ud med en dobbeltredning af høj klasse. Og det var ikke den eneste af Tellerup, der spillede en stor halvleg.
Med ikke mindre end 15 redninger i halvlegen kandiderede han kraftigt til titlen som første halvlegs bedste, selvom der var mange om buddet. 🙅‍♂️

Via 5-2, 9-5 og 12-6, gik vi til pause foran hele 18-9 mod et Mors-Thy hold, der næsten ikke vidste hvilket ben de skulle stå på.

Undervejs havde Rahbek fremragende aktioner i forsvaret, Rune var knivskarp, som fremskudt i forsvaret og Stoklund og Mehl viste overblik med præcise afleveringer og assists.

I forsvaret viste også Meyer, at de kilo han ser ud til at have bygget på hen over sommeren i den grad kan bruges til at lave ravage på den gode måde i defensiven. 💪

2. halvleg

Man måtte forvente, at Mors kom blæsende ud til anden omgang, efter en ordentlig pauseopsang!

Det må, alt andet lige, ikke være KÆMPEsjovt at være nede med 9 mål ved halvleg mod et hold, der spiller en række lavere, end man selv gør, selvom det "kun" var en træningskamp.
Vi ved det ikke, vi kan ikke huske nogensinde at have prøvet det. 😂😎😂

Vi stod imidlertid godt imod. Jimmi kom ind i kassen, hvor han havde en svær start. Han spillede sig dog gevaldigt op, og hev flere gode redninger op af hatten.

Tættere på kom Mors-Thy dog, uden at de nogensinde kom rigtigt tæt på.

21-14 og 25-19 blev efter 60 minutter vekslet til en sikker 27-22 sejr! 👊

I halvlegen viste Mehl både overblik igen med fine assists OG fyrede tordenarmen af nogle gange med sikre scoringer til følge. Ved den ene scoring var Søren P lige ved at ryge med ind i netmaskerne. 🤘

Også Young fik vist sig frem med en superlækker kasse, hvor han fra nærmest 0 grader på fløjen sprang langt nok ind til sublimt at sende bolden lige uden om maven på Hr. P og i nettet. 👌

Det er ikke træningkampene der er de vigtigste i år, men det er svært ikke at blive en lille bitte smule optimist i forhold til den kommende sæsons 1. division! 👏

Hørt i hallen:

- "Sender I 1. holdet på banen i 2. halvleg?" (Fra Ultras henvendt til Mors' spillertrup, da de kom ind i hallen efter pausen.) 😉
- "Skal jeg komme ind i målet til dig og hjælpe?" (Tilbud til Søren P fra HK Ultras' næstformand) 😄
- "Du er jo Michael Jackson" (Ultras til Søren P, da han flere gange moonwalkede for sygt, for at tørre gulvet.... Der blev i øvrigt også sunget "I'm bad, I'm bad" i samme anledning...)
- Søren P og Ultras har et glimrende forhold til hinanden. Gensidig respekt og som regel nogle gode grin begge veje
- Efter kampen talte Ultras med Mors-Thys holdleder om den yderst saglige opbakning Ultras altid er leveringsdygtig i. 
Han kunne med et smil huske og berette om de legendariske og tumultariske scener, der udspillede sig for år tilbage, da Ras Bloch reddede et afgørende straffe for Mors, og triumferede lidt for meget ud mod Ultras, hvorefter han fik meget hastigt følgeskab mod, til og i omklædningsrummet.. "Åh disse minder" 🤣

Næste uge er der hele to træningskampe på programmet. Hjemme mod Tønder og i Taulov mod Kolding(!) 🔥🔥🔥

#forzaFHK #denrødeovermagt